Nordisk poesi og sociale fællesskaber
Prosjektet skal udforske poesiens betydning på en række forskellige steder og undersøge, hvordan denne litterære kunstart bidrager til at etablere, styrke og udvikle sociokulturelle fællesskaber.
Medvirkende
Louise Mønster, Aalborg universitet
Hans Kristian Rustad, Universitetet i Oslo
Michael Kallasøe Schmidt, Aalborg universitet
Prosjektbeskrivelse
Hvordan udfolder poesien sig inden for forskellige former for sociale fællesskaber? Hvordan kan vi i en nordisk kontekst forstå den samfundsmæssige betydning af lyrik i det offentlige rum? Hvilken rolle spiller poesioplæsning og andre former for poetisk performance for opfattelsen af det poetiske værk, for poesiens udøvende kunstnere og modtagere, og for de sociokulturelle fora, hvor poesien befinder sig? Det er nogle af de centrale spørgsmål i forskningsprojektet Nordisk poesi og sociale fællesskaber, der skal udforske poesiens betydning på en række forskellige steder og undersøge, hvordan denne litterære kunstart bidrager til at etablere, styrke og udvikle sociokulturelle fællesskaber.
Forskningsprojektet retter sit fokus mod fire udvalgte cases, som inkluderer mindre undergrundsmiljøer, sociokulturelle mødesteder, veletablerede festivaler og digitale platforme, og hvor poesien i markant grad har manifesteret sig som en kunstform, der udfolder sig i et socialt fællesskab. Det drejer sig om 1) Slamfrø – Poetry Slam Aalborg, som holder til på Studenterhuset i Aalborg og samler lokalområdets miljø for spoken word; 2) Løve's Bog- og Vincafé i Aarhus, som siden etableringen i 2008 har udviklet sig til et flersidigt foretagende, der varetager en lang række litterære aktiviteter i form af bl.a. oplæsningsarrangementer, åben poetisk scene, forfattersamtaler, bogklub og forlagsvirksomhed; 3) Nordisk samtidspoesifestival på Hamar, som er en firedages lyrikfestival, der har eksisteret siden 2007, og hvis arrangementer inkluderer bl.a. oplæsning, samtaler og foredrag om poesi, skriveværksted for børn og performances, hvor poesi virker sammen med andre kunstarter som fx drama og musik; 4) Internettet som fremførelses- og oplæsningssted for nordisk poesi med særligt sigte på oplæsning af nordisk poesi formidlet via sociale medier.
Disse fire poetiske mødesteder er udvalgt med henblik på at favne et bredt spektrum af poesiens steder, der fungerer under uens rammebetingelser og samler forskellige grupper af mennesker med interesse for poesi. Hermed bliver det muligt at få en nuanceret forståelse for den rolle, som divergerende typer af steder og begivenheder spiller for det poetiske værks aktualisering, for hvilke interaktioner der opstår imellem forfatter og læser/tilhører/publikum, og hvilke oplevelser poesiens interessenter har af at indgå i sådanne sociokulturelle fællesskaber.