Musik som social intervention. En undersøgelse af musikalsk socialitet i musikaktiviteter for udsatte børn og unge
Hvilken værdi skaber musikaktiviteter for socialt udsatte børn og unge? Og kan man bruge musik til at skabe fællesskaber der overskrider sociale, kulturelle og religiøse skel?
Medvirkende
Kristine Ringsager, Aarhus universitet
Kim Boeskov, Aarhus universitet
Finn Holst, Aarhus universitet
Prosjektbeskrivelse
Hvilken værdi skaber musikaktiviteter for socialt udsatte børn og unge? Og kan man bruge musik til at skabe fællesskaber der overskrider sociale, kulturelle og religiøse skel?
For børn og unge er frivillige musik- og kulturaktiviteter vigtige arenaer for deltagelse i kunstneriske praksisser, og derfor udgør sådanne aktiviteter et vigtigt forskningsområde for at forstå værdien af kunst og sociale fællesskaber for børn og unge. I dette forskningsprojekt er vi særligt interesserede i at forstå sådanne praksisser som interventioner, der griber ind i allerede eksisterende sociale relationer og processer og forsøger at skabe positive forandringer. Et eksempel på en sådan intervention kan man finde i Københavns Nordvest-kvarter, som er et område med stor diversitet og en høj grad af sociale udfordringer. Her ligger Goldschmidts Musikakademi, en musikskole der tilbyder gratis musikundervisning til børn og unge med særligt fokus på udsatte grupper og deltagere med forskellige sociale, kulturelle og religiøse baggrunde. Gennem musikaktiviteter, koncerter og sociale arrangementer forsøger Goldschmidts Musikakademi at fremme relationer på tværs af kulturelle og sociale skel og derved også at styrke sammenhængskraften og accepten af forskellighed i samfundet generelt.
I forskningsprojektet undersøger vi de fællesskaber der opstår omkring musik i Goldschmidts Musikakademi fra tre perspektiver. Vi ser på musikaktiviteterne fra deltagernes eget perspektiv for at nærme os en forståelse af den oplevede værdi af at beskæftige sig med musik sammen med andre. Vi undersøger også musikaktiviteterne som en social praksis hvor bestemte roller, positioner og identiteter bliver tilgængelige for deltagerne på måder der ikke nødvendigvis blot overskrider eller opløser eksisterende sociale kategorier, men som potentielt også reproducerer eller forstærker dem. Endelig ser vi på Goldschmidts Musikakademi som en institution der er indlejret i både social- og kulturpolitiske såvel som markedsøkonomiske dagsordener og strukturer for at forstå hvordan disse vilkår påvirker musikaktiviteterne. Samlet set vil forskningsprojektet således bidrage med nuancerede indsigter i de komplekse spørgsmål om hvorvidt og hvordan sociale fællesskaber omkring musik kan medvirke til at skabe og udvikle demokratiske og inkluderende samfund.