Æstetisk organisering af fællesskaber
Forskningsprojektet undersøger, hvordan kunsten kan organisere fællesskaber og fællesskabsfølelser ved hjælp af æstetiske virkemidler. Empirisk følger forskningsprojektet udviklingen af kunstprojektet Kaffe på tværs af Sydhavnen i København.
Medvirkende
Ditte Vilstrup Holm, Copenhagen Business School
Prosjektbeskrivelse
Forskningsprojektet undersøger, hvordan kunsten kan organisere fællesskaber og fællesskabsfølelser ved hjælp af æstetiske virkemidler. Empirisk følger forskningsprojektet udviklingen af kunstprojektet Kaffe på tværs af Sydhavnen: et borgerinddragende kunstprojekt, der arbejder med fællesskaber i den københavnske bydel Sydhavnen. Projektet har til formål at åbne nye veje for engagement i fællesskaber mellem mennesker og på tværs af kvarterne i Sydhavnen ved at igangsætte udviklingen af nye fælles fortællinger om det at bo i Sydhavnen. Projektet består af to dele: dels performative, æstetiske begivenheder igangsat af et kunstnerisk team, som flytter ind i bydelen ad tre omgange fra september 2019 til juni 2020. Dels mellemliggende workshops og aktiviteter i området faciliteret af Sydhavn Teater.
Kaffe på tværs af Sydhavnen tager afsæt i en lokal begivenhed fra 1991, hvor beboerne slog Guinness World Record for verdens længste kaffebord, arrangeret i protest mod opførelsen af en ny godsbane igennem et fredet område i bydelen. Begivenheden samlede mange borgere og udtrykte et fællesskab, som den dag i dag lever videre som en fortælling blandt beboere i Sydhavnen. Med afsæt i historien om 'verdens længste kaffebord' vil Kaffe på tværs af Sydhavnen undersøge og udvikle nye fælles fortællinger i samarbejde med lokale borgere. Kaffebordet er et symbol for den lokale vilje og organisationsevne, men også et kunstnerisk afsæt og performativ scene for at genopdage og genfortolke Sydhavnens sammenhold i dag, hvor området er udvidet med to nybyggede kvarterer ud til Københavns havn, og beboersammensætningen derfor er blevet mere varieret.
Forskningsprojektet følger kunstnerne og de lokale beboere igennem et års udvikling af projektet, hvor æstetiske interventioner forbindes med kreative workshops, der på hver deres måde eksperimenterer med at organisere nye fællesskaber. Forskningsprojektet vil undersøge, hvordan nye fællesskaber og fællesskabsfølelser bliver organiseret i kunstprojektet, og hvordan disse folder sig ud i relation til henholdsvis de æstetiske interventioner og de mellemliggende aktiviteter.
Forskningsprojektet trækker på organisationsteorier, der har fremhævet den æstetiske dimension i organiseringsprocesser. På baggrund af disse teorier, er det forskningsprojektets hypotese, at æstetiske interventioner udgør begivenheder med potentiale for at skabe nye former for fællesskab, hvis udfoldelse kan understøttes af workshops, der fastholder og forlænger de nye fællesskabsdannelser. Det er samtidig forskningsprojektets hypotese, at workshops ikke kan stå alene, men har behov for æstetiske begivenheder til at åbne op for og igangsætte nye fællesskaber. Det empiriske projekt Kaffe på tværs af Sydhavnen bruges som anliggende for at undersøge denne relation mellem æstetik og organisering, men med en åbenhed overfor, at det empiriske materiale udøver modstand og komplicerer den foreliggende hypotese.